WebBud – Sådan kom Kasper i gang på 12 timer

screen-shot-2016-09-25-at-16-21-47

Kasper startede sin iværksætter-karriere med lyn og Torden. Læs mere om, hvordan hjemmesiden webbud.dk fik 1.300 besøgende den første dag og samtidig fik mediernes opmærksomhed.

Af Kasper Outzen

Jeg er den type menneske, der kan være svær at motivere. Men når jeg først er motiveret så stopper jeg heller ikke igen. Jeg er også typen der gerne vil lave 10 timers research for at undgå at lave 1 times arbejde.
Med andre ord; er der en genvej så finder jeg den, uanset hvor lang tid det tager mig.

Da jeg lavede min første hjemmeside fandt jeg hurtigt ud af at det kunne jeg slet ikke finde ud af uanset hvor mange YouTube guides jeg så. Det blev aldrig helt som jeg gerne ville have det.

Eller, jeg gad faktisk ikke.

Men som sagt så leder jeg altid efter genveje og den vej igennem opdagede jeg at der fandtes drag-and-drop plugins der kunne gøre det væsentligt lettere for mig at bygge min hjemmeside uden at skulle skrive en eneste linje kode.

Ret hurtigt oprettede jeg to forskellige prøvesider og fandt undervejs ud af, at det var virkelig sjovt at designe hjemmesider og begyndte derfor at forfølge den idé.

Gennem Facebook grupper endte jeg med at få nogle jobs og lavede et par hjemmesider, som mine kunder var stærkt tilfredse med. Og jeg vidste stadig ikke hvad et HTML-tag var.

Problemet var bare, at jeg ikke kunne fordrage at lave det. Jeg kunne ikke lide, at det ikke var mig der bestemte hvordan siden så ud. Jeg var selvstændig, men jeg havde stadig en chef.

Jeg fik derfor idéen at mit forretnings koncept skulle være at formidle kontakt mellem andre web designere og folk der skulle bruge en hjemmeside. Det blev startskuddet til WebBud.dk, hvor idéen var at man kunne få 3 tilbud på web design fra forskellige designere. Denne idé er ikke unik og ses blandt andet på 3byggetilbud.dk.

Launch af WebBud 1.0
Jeg var egentlig slet ikke klar til at lancere. Det var lørdag d. 16. juli. Planen var at lancere 1. august. Tilfældigheder ville at jeg faldt over en video på YouTube om et kæmpe kaos skabt af Pokémon GO i New York. Mandag d. 18. juli ville spillet udkomme i Danmark.

Næste video på afspilningslisten var en fyr, der snakkede om hvordan virksomheder kunne markedsføre sig med Pokémon GO. Jeg så den først fordi jeg synes det lød fjollet.

Da den var færdig var jeg ikke i tvivl. De idéer han havde præsenteret var intet mindre end geniale og jeg følte mig inspireret og så en kæmpe mulighed for at kickstarte trafikken til min hjemmeside.

En hurtig søgning på Google viste at der ikke fandtes ret meget om Pokémon GO i Danmark endnu.

De næste 48 timer knoklede jeg hårdere end nogensinde før og fik kreeret et monster af en artikel på over 10.000 ord (!).

Kl. 07.00 mandag, med kun halvanden times søvn, kickstartede jeg min lancering, der reelt slet ikke var klar endnu.

Jeg sendte min artikel som en pressemeddelelse til 20 forskellige aviser, indsendte den til en service der kunne udsende min pressemeddelelse (spild af penge) og postede min artikel i 5 forskellige iværksætter grupper på Facebook.

Mit mål for dagen var at drive 200 besøgende til min hjemmeside inden ugen var omme. Målet var ikke at få konverteringer (folk der indsender opgaver) men derimod at få interesserede registreret i mit Facebook pixel. Med registreringerne kunne jeg drive målrettede Facebook annoncer fremover.

Et delmål var at få besøgende til at syntes godt om min Facebook side. Det gjorde jeg ved hjælp af et plugin der hedder Social Locker som skjuler en del af indholdet indtil læseren har ”betalt” med et like.

Resultat
Resultatet var mildest talt overvældende!

På 12 timer fik jeg 1300 unikke besøgende på min side, artiklen blev delt 60 gange på Facebook og to journalister ringede, hvilket resulterede i en artikel i Børsen og i en lille lokal avis.
Det skaffede mig også 17 nye web design partnere der tilmeldte sig.

Tre dage efter var besøgstallet over 2000, min artikel lå på side 1 af Google på henholdsvis ”Pokémon virksomhed”, ”Pokémon til din virksomhed”, ”Pokémon markedsføring” og jeg havde modtaget et par opgaver.

Og midt i al successen løb jeg panden mod muren. For efterhånden som opgaverne kom ind og de skulle videregives til mine partnere, gik det op for mig, hvor meget kundeservice delen fyldte i min forretningsmodel. Og det var jo slet ikke det, jeg ønskede at arbejde med – eller havde ressourcer til.

Hvad ville jeg ønske jeg havde gjort anderledes?
Set i bakspejlet ville jeg ønske at jeg havde fokuseret på e-mails frem for Facebook likes med min lead magnet (en lead magnet er noget du giver væk i bytte for en e-mail adresse eller andre kontaktoplysninger). I dag ville jeg langt hellere have haft flere personer på min mailingliste end jeg vil have likes på min Facebook side.

Da jeg senere opgraderede min lead magnet til at være mere relevant for hjemmeside design og fik en dedikeret landing page var min tilmeldingsrate 10 %. Hvis jeg havde haft den lead magnet og landing page klar mandag morgen havde jeg haft 200 ekstra på min e-mail liste i dag.

Done is better than perfect
Jeg har det sidste års tid haft fingrene i flere forskellige projekter og jongleret med mange bolde i luften. Hvis jeg skal give et råd videre til andre, der skal forsøge sig som iværksættere så er det at gjort er bedre end perfekt.

Pointen er at langt de fleste mennesker forsøger at have deres produkt eller forretningsmodel helt perfekt før de starter. Det resulterer ofte i at de stirrer sig blindt på perfektion og derfor aldrig kommer i gang.

Eller de bruger enorme mængder af tid og ressourcer for så at finde ud af, at idéen ikke fungerer.

Og jo, jeg kender følelsen. For tanker og bekymringer tager over.
”Hvad nu hvis jeg sender potentielle kunder til en ufærdig hjemmeside, så køber de jo aldrig?”
Nej, måske ikke. Men de køber jo heller ikke, hvis du aldrig sender dem nogen steder hen!

Og det bringer mig til næste stadie i WebBuds historie.

WebBud 2.0 – validering
Jeg måtte ret hurtigt erkende at med de ressourcer jeg havde til rådighed, var jeg ikke klar til at starte WebBud som den platform, jeg oprindeligt havde forestillet mig.

Mit ønske var stadig at gøre det nemt for andre iværksættere at få deres virksomhed online så billigt og nemt som muligt. Det slog mig pludselig at jeg på 8 måneder havde startet omkring 5 forskellige projekter, der alle havde haft en hvis grad af succes stort set uden udgifter.

Og de havde alle sammen en ting til fælles: Jeg handlede og gik i gang før jeg havde alting på plads. Jeg validerede mine idéer rigtig hurtigt og først derfra besluttede om det var noget jeg skulle investere i.

Så jeg satte mig ned og formulerede en overskuelig minimumsliste over ting man havde brug for, for at validere sin forretningsidé så hurtigt som muligt og fik kogt det ned til tre ting:

• Et værktøj til at indsamle e-mails, så man kan holde styr på de der er interesseret i produktet eller servicen.
• Et publikum
• En hjemmeside / landing page.

Af de tre ting var hjemmesiden klart den største forhindring at overkomme. En ny hjemmeside står dig hurtigt i flere tusinde kroner, før du overhovedet er klar til at præsentere din idé for andre.

For en iværksætter er dette en høj investering i et projekt, som man endnu ikke ved om er bæredygtig.

Med det i mente besluttede jeg at udleve min filosofi om at gjort er bedre end perfekt i sin mest ekstreme form.

Jeg henvendte mig til forskellige personer, som kunne have interesse i at starte en virksomhed eller et projekt, og spurgte om de ville være interesseret i at blive tilmeldt mit nyhedsbrev om nyttige værktøjer og tips til at starte en virksomhed, så hurtigt og kosteffektivt som muligt – husk at min styrke (og svaghed) er at finde genveje og springe over hvor gærdet er lavest, så det synes naturligt at dele ud af min viden.

Alle jeg henvendte mig til var nogen jeg fandt blandt mine venner, familie og netværk samt de e-mail jeg allerede havde fra min lead magnet på WebBud.

Altså alle sammen folk, der allerede har en relation til mig. Hvorfor bruge annonce penge på at opbygge relationer, når du allerede har hundredevis af gode relationer omkring dig?

Et af de værktøjer jeg skrev om som fik særlig opmærksomhed var Thrive Content Builder – den drag-and-drop builder som jeg selv er helt vild med og bruger til at bygge alle mine hjemmesider og landing pages med.

For at mærke efter om der var interesse spurgte jeg derfor min mailingliste, om de var interesseret i et nyt produkt; en færdig opsat skabelon af en landing page klar til at indsamle e-mails, så de kunne validere deres idéer så hurtigt som muligt. Der var enorm stor interesse, og flere var endda villige til at betale mig på forhånd, imod at få det til en god pris når jeg lancerer!

Jeg stod altså lige pludselig med et pænt salg før jeg overhovedet havde et færdigt produkt!
Og på én uge havde jeg opnået mere end det foregående år.

Pengene jeg fik fra forudbetalingerne har jeg investeret direkte tilbage i udviklingen af min idé, og jeg er efterhånden ved at være klar til at lancere WebBud 2.0 – denne gang med et produkt jeg ved jeg kan håndtere og med et publikum jeg kan annoncere til.

Take aways
Der er et par vigtige ting at tage med fra min historie, som du kan implementere i din egen opstart:

• Gjort er bedre end perfekt. Drop at sidde og fedte med farverne på knapper, tænke over hvilket CRM system du skal bruge og andre tekniske ting når du ikke engang har en kunde endnu. Hvis du ser en mulighed, så grib den.

• Valider din idé før du investerer. Vi synes alle sammen at vi sidder med en million idé. Problemet er bare, at det er ikke sikkert andre synes det samme. Sørg for at finde ud af om folk overhovedet vil købe dit produkt før du arbejder videre på det.

• Få fat i de e-mail adresser! Det kan slet ikke understreges nok. At have en e-mail liste med folk der er interesseret i din virksomhed og dine idéer er noget af det mest værdifulde du kan have i din virksomhed. Hvis du ikke har en aktiv e-mail liste; så se at komme i gang med det samme!

Har du brug for hjælp til at komme hurtigt online og få valideret din idé så tjek WebBud.dk ud. Her kan du til iværksættervenlige priser købe det drag-and-drop plugin (med tilladelse fra udvikleren) der lader dig bygge en hjemmeside eller landing page uden at kunne kode.
Du får samtidig en opsat skabelon af en forside og en landing page optimeret til at indsamle e-mail leads. Kort sagt; alt du behøver, for at validere og kickstarte din virksomhed og din e-mail liste – uden at kunne kode.