Dette indlæg er skrevet af Adam Overgaard. Adam har både fået erfaring som fotograf og handlende med sengetøj.
Når du springer ud som iværksætter får du pludselig en masse gode råd fra alle mulige folk. Pludselig er din far, der normalt arbejder som pædagog, blevet markedsføringsekspert, og din ven fra 4. klasse, der for nyligt er droppet ud af sin 3. uddannelse, har lige pludselig en holdning til hvordan du kan tage din virksomhed til det næste niveau. Man bliver konstant brødfødt med gode som dårlige råd og det bedste du kan gøre for dig selv er at lære at høre på de rigtige mennesker.
Jeg er ikke selv en ekspert på alle områder og jeg vil heller ikke beskrive mig selv som ”succesfuld iværksætter” men jeg har trods alt været iværksætter siden jeg var 20 år og hørt mange dårlige råd i den tid.
Som 20 årig startede jeg min første virksomhed som freelance fotograf. Jeg havde egentligt ikke nogen drøm om at være selvstændig, men kameraudstyret var blevet for dyrt og jeg blev nødt til at tjene nogle penge på min hobby. Jeg begyndte at tage penge for det arbejde jeg i forvejen elskede og min virksomhed blev langsomt etableret. Som fotograf har jeg altid drømt om at få mit arbejde trykt i et fysisk magasin jeg kunne have til at ligge i vinduskarmen. I dag venter jeg i øjeblikket på det andet magasin udkommer på hylderne i 7/11 med mit arbejde. I den forbindelse lærte jeg det var sjovt at være selvstændig og have drive for at nå sine mål.
Foruden mit arbejde som freelance fotograf er jeg co-founder af virksomheden Dawn Designs. Dawn Designs laver kvalitetssengetøj, som forbliver friskt i længere tid ved at bruge genanvendt sølvklorid, der reducerer lugtfremkaldende bakterier med 99,9%. Det betyder bl.a. at forbrugerne kan springe 1 – 2 vaske over og herved spare miljøet for overforbrug og spildvand. Sengetøjet er lavet i 100% økologisk bomuld og tekstilresterne fra produktionen bruges til stropper i sengetøjet samt de muleposer, der fungerer som emballage.
1. Iværksætteri kræver en unik idé
Mange mener iværksætteri kræver en unik ide, men sandheden er, at der findes mange iværksætterprojekter der ikke er unikker og ikke har planer om at blive det. Der er nok mere end bare en håndfuld murermestre der har startet egen virksomhed og vil beskrive sig selv som iværksættere, men ikke har gjort sig nogen tanker om at være unikke. De har bare startet en virksomhed på det fag de elsker at arbejde med.
2. Du skal arbejde 80+ timer om ugen
Mange vil mene, at skal man lykkes, skal man ligge alt sin energi i sit projekt. Det kan være rigtigt at det for nogle er hårdt at starte op og de føler det kræver alt tid i verdenen at bygge en succesfuld virksomhed, men sørg for at brænde igennem og ikke brænde ud. Med ”brænde igennem” mener jeg du skal finde noget du er passioneret omkring. Har du interesse for det du arbejder med vil det heller ikke føles som arbejde.
3. En iværksætter skal have mange hatte på og skal kunne klare det hele
Det kan være delvist rigtigt, at man som iværksætter skal have mange hatte på og skal kunne lidt af hvert, men sørg for så hurtigt som muligt at finde ud af hvad du er god til og hvad du har brug for hjælp til. Der er ikke noget der har større værdi en gode samarbejdspartnere. Samle et team hvis nødvendigt. Man kan ikke være god til det hele og der er altid nogle der er klar til at hjælpe en iværksætter med passion.